Er de udviklingshæmmede virkelig inkluderet i vores samfund?
Gennem hele vores tidsliinje, kan vi se at der er lavet tiltag, til at de udviklingshæmmede skal inkluderes i vores samfund, på lige fod med andre borgere. At de har de samme rettigheder som velfungerende mennesker, og at de vurderes på samme måde som samfundets almindelige borgere.
Gennem arbejdet med dette spørgsmål har vi også måtte se på hvad "Det Gode Liv" kunne være for et menneske med udviklingshæmning.
Når vi kigger på denne lille procentdel af den almene befolkning, der har en eller anden form/grad af handicap, som forsørges af det offentlige. Hvad ligger til grund for, at de kan udlede ”det gode liv”, og vil de kunne blive helt inkluderet i det sociale fællesskab. Her er der mange faktorer der spiller ind, men for og få en bedre forståelse, vil der lige beskrives kort, hvad der menes med begrebet ”Det gode liv”. Vores veje er ikke ens, så det vil sige ”Det gode liv” er individuelt bestemt. Vi har alle forskellige behov, som skal opfyldes, og forskellige måder at opnå dette. Dette skal vi også huske gælder udviklingshæmmede, men de har ikke de samme muligheder for dette, derfor er det vigtigt at samfundet vil acceptere dette. Derfor skal der tages udgangspunkt i den enkelte udviklingshæmmede, og styrke dennes inklusion i fællesskabet. Man skal tænke på dette individs behov, og ikke lade det styres af, om det har samfundsmæssige interesser. Ud fra det kan vi konkludere, at pædagogen ikke har patent på ”Det gode liv”, det vil sige der spiller andet ind, end de forskellige institutionernes rammer. For i den enkelte person med nedsat funktionsevne, er hverdagslivet ikke kun institutionens rammer, men her er en stor bestanddel også, at relationen til familien/lokalmiljøet betyder en stor del. Derfor er det ”gode liv” for disse borgere, at der kan forblive et samspil mellem disse miljøer, og derved bedst muligt kunne skabe et ”normalt hverdagsliv”. Som pointeret før, kræver det samfundets villighed, for at opnå de bedste inklusions vilkår. Hvis vi kigger på samfundet i dag, i hvilken retning bevæger vi os så i?. Her kan vi konstatere, at der mere og mere sker en centralisering af de offentlige institutioner med konsekvens af, at mange borgere derved bliver taget væk deres lokale relationer/fællesskaber. Dette strider mod inklusionsgrundlaget, og er her ikke mere tale om samfundets interesser, og ikke det enkeltes behov. Hvis vi kigger på serviceloven, så har udviklingshæmmede ret til og skabe deres liv, et liv som de mener, har kvalitet for dem. Hvis vi kigger på sammenhængen mellem denne målsætning, og sådan som tilstandene på området ser ud i dag. Hvor er vi så henne?
Kilde: pædagogens bog om individ, institution og samfund. kap. 8
Gennem arbejdet med dette spørgsmål har vi også måtte se på hvad "Det Gode Liv" kunne være for et menneske med udviklingshæmning.
Når vi kigger på denne lille procentdel af den almene befolkning, der har en eller anden form/grad af handicap, som forsørges af det offentlige. Hvad ligger til grund for, at de kan udlede ”det gode liv”, og vil de kunne blive helt inkluderet i det sociale fællesskab. Her er der mange faktorer der spiller ind, men for og få en bedre forståelse, vil der lige beskrives kort, hvad der menes med begrebet ”Det gode liv”. Vores veje er ikke ens, så det vil sige ”Det gode liv” er individuelt bestemt. Vi har alle forskellige behov, som skal opfyldes, og forskellige måder at opnå dette. Dette skal vi også huske gælder udviklingshæmmede, men de har ikke de samme muligheder for dette, derfor er det vigtigt at samfundet vil acceptere dette. Derfor skal der tages udgangspunkt i den enkelte udviklingshæmmede, og styrke dennes inklusion i fællesskabet. Man skal tænke på dette individs behov, og ikke lade det styres af, om det har samfundsmæssige interesser. Ud fra det kan vi konkludere, at pædagogen ikke har patent på ”Det gode liv”, det vil sige der spiller andet ind, end de forskellige institutionernes rammer. For i den enkelte person med nedsat funktionsevne, er hverdagslivet ikke kun institutionens rammer, men her er en stor bestanddel også, at relationen til familien/lokalmiljøet betyder en stor del. Derfor er det ”gode liv” for disse borgere, at der kan forblive et samspil mellem disse miljøer, og derved bedst muligt kunne skabe et ”normalt hverdagsliv”. Som pointeret før, kræver det samfundets villighed, for at opnå de bedste inklusions vilkår. Hvis vi kigger på samfundet i dag, i hvilken retning bevæger vi os så i?. Her kan vi konstatere, at der mere og mere sker en centralisering af de offentlige institutioner med konsekvens af, at mange borgere derved bliver taget væk deres lokale relationer/fællesskaber. Dette strider mod inklusionsgrundlaget, og er her ikke mere tale om samfundets interesser, og ikke det enkeltes behov. Hvis vi kigger på serviceloven, så har udviklingshæmmede ret til og skabe deres liv, et liv som de mener, har kvalitet for dem. Hvis vi kigger på sammenhængen mellem denne målsætning, og sådan som tilstandene på området ser ud i dag. Hvor er vi så henne?
Kilde: pædagogens bog om individ, institution og samfund. kap. 8