1840 - Den lægelige dominans
I 1840 begyndte man at bygge store anstalter, hvor man kunne placere de udviklingshæmmede. Man mente at det kun var et fåtal af udviklingshæmmede som kunne leve uden for anstalterne, de fleste havde behov for anstaltsbehandling.
Man skelnede heller ikke sindssyge fra åndsvage den gang, men opdelte dem i helbredelige og uhelbredelige, ud fra hvad den voksene lægevidenskab kunne håndtere. Derfor blev lægevidenskaben også den dominerende faktor inden for feltet udviklingshæmmede.
i slutningen af 1800-tallet blev der indført en række sociale love, som skelnede mellem syge (udviklingshæmmede) og dovne. Der opstod derfor en anden forståelse og mening i at have de syge på en anstalt, hvor der var mulighed for behandling, alt dette førte til en lægelig protektionisme.
På anstalterne sov de indlagte på sovesale og havde ingen private ejendele. Behandlingen man gav de syge var human i den forstand at der ikke var fysiske overgreb, der var meget kontrol, de indlagte kunne heller ikke færdes frit. Hvis en patient gjorde modstand mod behandlingen eller personalet var fiksering ofte løsningen på det problem. (fiksering: fastspændelse af personen der gjorde oprør)
Kilde: pædagogens bog om individ, institution og samfund kap. 8
Man skelnede heller ikke sindssyge fra åndsvage den gang, men opdelte dem i helbredelige og uhelbredelige, ud fra hvad den voksene lægevidenskab kunne håndtere. Derfor blev lægevidenskaben også den dominerende faktor inden for feltet udviklingshæmmede.
i slutningen af 1800-tallet blev der indført en række sociale love, som skelnede mellem syge (udviklingshæmmede) og dovne. Der opstod derfor en anden forståelse og mening i at have de syge på en anstalt, hvor der var mulighed for behandling, alt dette førte til en lægelig protektionisme.
På anstalterne sov de indlagte på sovesale og havde ingen private ejendele. Behandlingen man gav de syge var human i den forstand at der ikke var fysiske overgreb, der var meget kontrol, de indlagte kunne heller ikke færdes frit. Hvis en patient gjorde modstand mod behandlingen eller personalet var fiksering ofte løsningen på det problem. (fiksering: fastspændelse af personen der gjorde oprør)
Kilde: pædagogens bog om individ, institution og samfund kap. 8